HIMMEL & HAV





Bungee Jump
d. 19/8-20



Forleden var jeg på en vidunderlig tur med gode venner igennem København ”set udefra”. Vi sejlede i de små og hyggelige kanaler. Husbåde så fine lå side mod side, pyntet og dekoreret med alt hvad en husholdning måtte indeholde. Planter, vasketøj, outdoor grej og mennesker som nød deres små hyggelige ”haver” på båden, eller på de snedigt arrangerede mere eller mindre flydende terrasser. Alt åndede fred og idyl og inspirationen var lige ved at tage over, så drømmen en dag også kunne blive udlevet af mig. Alt fra katamaraner, istandsatte gamle færger, Go boat´s, tømmerflåder, kajakker mm flød iblandt hinanden og var en tro kopi på når


”DANMARK ER DEJLIGST & SOLSKIN OM BORD”


Livet i hovedstaden uden for provinsen med alt, hvad hjertet begærer, gadekøkkener på stribe med retter og dufte som i fantasien rækker fra asien til USA. Mennesker som nød det danske sommervejr som denne dag start august var en af årets første med fuldt blus fra oven.


Ved min side havde jeg bla en intelligent charmør på bare 8 år, som livligt og opstemt gjorde mig opmærksom på, hvordan der var gang i en bestemt kran ud over kajen med lift og bungee jump. Åhh – det er da virkelig en ”ud over kanten oplevelse” i bogstaveligste forstand, men også for mig som i min magelige tryghed, sad vel tilpas i bådens bløde sofahjørne. Der hvor jeg i den sammenhæng og på fysisk vis virkelig ikke har noget at byde ind med.


Til gengæld har jeg altid været frisk, og nogle vil måske kalde det vovet, ift at starte op som selvstændig. Jeg har altid haft lysten og drivet til at prøve mig selv af og skabe forretning i forskellige regi og faggrupper. Er vokset med opgaven og ”gaven” er, at jeg i dag har en bred viden på mit område, som jeg nu kan dele ud af og få andre til at vokse med. Det giver både mig selv og mine kunder god energi og er det som jeg brænder for.


Går du med lysten til at lave dit eget ”bungee jump”- det kan jo være alt fra at skabe nye relationer eller modsat turde sige fra på gamle. At starte et helt nyt arbejdskapitel op og have troen på, at du selvfølgelig er som skabt til lige ”DET”. At skabe et helt nyt liv i den modsatte landsdel af, hvor du har samlet hele sikkerhedsnettet under dig. Tage en ny og skøn hat på eller få en ny og smart frisure. Simpelthen bare gå mod og med, en evt drøm du måske har ligget inde med i årevis.


Jeg hjælper dig gerne med at få modet til – AT TRO PÅ DIG SELV. Så hvis du er klar på det første lille skridt, så lad mig høre fra dig og lad os sammen finde ud af hvad der skal til for at komme over på en ny og spændende vej.


VILJEN TIL AT VILLE – GIVER EVNEN TIL AT KUNNE

GRACE








Status & Stille refleksion
d. 8/7-20



Tiden hvor meget blev forandret – mere eller mindre – før eller siden.


Chok, frustrationer, magtesløshed, tab, distance og afsavn. Bare et udpluk af nogle af de følelser som tiden har givet.


Men – jeg har valgt at se på nogle af de positive inspirationskilder, som det har givet med sig. Feks det at have tid og overskud til mig selv og mine nærmeste. Det med bare at være i nuet uden at gå glip af alverdens ellers nok så skønne sammenkomster med venner bekendte osv. Må bare sige, at følelsen har været anderledes, fordi vi alle har været ”i samme båd” og dermed ikke er gået glip af et bestemt arrangement, hvor alle ens venner også skulle have været, men ej heller havde mulighed for. Det må så være en anden form for fællesskab, og det fornemmer jeg, at rigtig mange er ved at lære også at blive gode til.


Det at mærke efter, hvad der er mit helt basale behov – hvor meget eller hvor lidt – hvem og hvad. Hvilke oplevelser sammenkomster osv. jeg egentlig har brug for, hvad der nærer relationen, og hvad jeg glædes over. Øvelsen som giver en måske, nemmere tilgang til livet fremefter, det er i hvert fald det jeg fornemmer, ved at turde mærke efter helt inderst inde og være ærlig for mig selv men også over for mine medmennesker.


Jeg personligt måtte lukke ned for min fysiske tilstedeværelse i salon og klinik. Jeg valgte fra dag 1, at sige til mig selv at jeg og mine nærmeste, skulle gøre os stærke i livet og gøre klar, til hvad der måtte kunne komme. Ikke uden sug i maven det indrømmer jeg, men min tanke var at vi skulle være positive, for alt det gode som vi har i livet af alt stort og småt.


Min egen tid i disse måneder er blevet brugt på ekstra sund levestil både mentalt og fysisk, men ærligt også lidt af det lidt mere forbudte hygge. Foråret bød jo på overskud af tid og dermed fordybelse, i madopskrifter forkælelse af hinanden på hjemmefronten og tjaa et ekstra lille glas vin var vel nok også hyggeligt.


Har efter de senere års lidt stille fremtræden, hvad promovering og udvikling angår, haft tid og overskud til at fordybe mig i udtrykket af og kundernes brug af min hjemmeside. Roen har givet mig mange dejlige ideer til fremtidens forretnings koncept. Ikke mindst til måden jeg gerne vil leve mit fremtidige liv på. Og for at sige det som det er, sprudler jeg af energi og overskud til at tænke og handle på ting, som ikke før har været nemt, men nu er lagt på øverste hylde, og lige til at tage fat på og dette både i arbejds- og i mit private regi.


Nyder det som nydes kan, og ser længsels og forventningsfuldt frem til igen, at kunne smide alle parader feste kramme møde gamle og nye bekendtskaber, og hvad der ellers har været, og er lagt på ”hylden” i denne periode.


Midsommer hilsener

Grace







Velkommen



Hej – dette er ”min blog” stedet, hvor du bydes velkommen til, hvad jeg ”har på hjertet”, og som kan være alt mellem himmel&hav.


Siden kommer til at handle om livets mangfoldige sider og sansernes fest. Hvad øjet kan se, og hvilke følelser det sætter i gang. Farver som giver glæde og inspiration til, hvilken vej vi vælger at gå og de valg vi tager.


Lyd og toner, som kan få os i konkrete sindstilstande – melodier til livets vandring.

Smagen af retter med krydderier som påvirker oplevelsen i, hvert et givtigt måltid.

Duften af blomsternes eufori, som til tider kan minde os om steder vi opholdte os engang.

At mærke med vores hud – varmen fra solen, et andet menneske, havets bløde vand.

At føle det hele også med hjertet, der finder ro i det stille indre.


Jeg bliver selv så glad ved brugen af sansernes gaver. Derfor er hensigten med oplæggene her, at give positive oplevelser og input til livet. Vise, hvor meget vi har omkring os. Gøre brug af naturens liv og forbruge det på bedste og kreative vis.


Glæder mig til at dele med dig!

Grace